Menu
Close
Location
Azide ApS
Vandkunsten 10
1467 København
CVR: 44955393
phone
+ 45 29 80 15 05
Email
Copyright © 2026. All rights reserved.
Af: Nusha Riis Hassani / Foto: Christine Olsgaard
Jasmine Hansen de Guzman havde netop forladt sit arbejde og stod med en hel sommer uden et nyt job i kalenderen. Så hun lagde en plan: hun ville drikke kaffe med så mange mennesker som muligt.
Nogle kendte hun allerede. Andre fandt hun på LinkedIn og skrev til, selvom de aldrig havde mødt hinanden. Hun spurgte, hvad de arbejdede med, hvad der optog dem, og hvem de mente, hun ellers burde tale med.
Nogle af samtalerne foregik over et cafébord i København, og andre på en skærm med mennesker, der sad et helt andet sted i verden. Det var ikke en skjult jobsamtale. Selvfølgelig ville Jasmine gerne finde ud af, hvad der skulle ske efter sommeren, men kaffeaftalerne handlede mindst lige så meget om at udforske og blive klogere.
”Det var ikke så meget, fordi jeg tænkte, at de her mennesker kunne give mig et job. Det var mere: Hvad sidder I med lige nu? Hvad er svært, hvad går godt, og hvad kan jeg dele fra mine egne erfaringer?” fortæller Jasmine.
En af samtalerne førte faktisk til et jobtilbud. Stillingen havde aldrig været slået op. Kontakten opstod, fordi Jasmine havde skrevet ud i sit private netværk og spurgt, om der var nogen, hun burde drikke kaffe med. Hun takkede dog nej til jobbet. Det var ikke det rigtige match.
Den, der går hen til den nye
Jasmine har altid haft let ved at række ud til mennesker, hun ikke kender. Hun er født i Sverige, hendes far er opvokset i USA med filippinske forældre, og en stor del af hendes egen barndom foregik i Singapore. Her gik hun på en international skole, hvor klassekammerater kom og gik, og hvor nye nationaliteter, sprog og familiekonstellationer var en del af hverdagen.
Hun tænkte ikke selv over det dengang. Det var bare hendes verden. Men hendes mor har siden fortalt hende, at Jasmine næsten altid var en af de første, der gik hen til en ny elev i klassen.
”Det er nok et medfødt personlighedstræk, men fordi jeg har gjort det så mange gange, er jeg også bare blevet vant til, at jeg er den, der åbner samtalen,” fortæller Jasmine.
Også uden for skolen blev hun tidligt præsenteret for voksne fra mange forskellige steder.
”Jeg var tit med til min fars arbejdsmiddage i Singapore, og hvis dem, han skulle mødes med, havde familie, kom de også med. Så jeg har altid været vant til at møde mange forskellige mennesker,” siger hun.
Senere boede Jasmine igen i Sverige og en periode i USA, før hun flyttede til Danmark for at læse på CBS. Hun har nu været her i snart 14 år.
Når andre spørger, hvordan det har været at vokse op mellem så mange lande og kulturer, har hun svært ved at svare. Hun ved ikke, hvordan det modsatte føles.
”Jeg er bare vokset op internationalt, så for mig føles det meget naturligt. Min mand er meget dansk og har kun boet i Danmark. Det synes jeg næsten er eksotisk, fordi jeg ikke selv har noget andet at sammenligne med,” siger hun og griner.
Oversætteren mellem kulturer
Opvæksten har lært hende, at mennesker ikke nødvendigvis tænker, arbejder eller kommunikerer på samme måde. Det har flere gange gjort hende til en slags oversætter på internationale arbejdspladser.
Da en amerikansk virksomhed opkøbte hendes daværende arbejdsplads, kunne hun forklare de danske kolleger, hvorfor amerikanerne opførte sig, som de gjorde. Den anden vej måtte hun forklare en amerikansk chef, at klokken 16 sjældent var et godt tidspunkt at indkalde danskerne til møde, for da skulle mange af dem hente børn.
”Jeg tror, jeg kunne bruges til at skabe lidt kulturel kommunikation mellem de forskellige grupper. Når man er vokset op med forskellige kulturer, lærer man tidligt, at man ikke nødvendigvis skal gøre det samme med alle mennesker,” forklarer Jasmine.
For nogle er det nye og ubekendte afskrækkende, men for Jasmine vækker forskellene hendes nysgerrighed. Hun møder ikke først mennesker som det land eller den branche, de kommer fra, men som nogen, hun er nysgerrig på at tale med.
Relationer kræver, at man giver noget af sig selv
En tidligere kollega har engang sagt til Jasmine, at man kunne stille hende foran en væg, og så ville hun blive venner med den. Jasmine griner af skildringen, men hun pointerer også, at det ikke er antallet af relationer, men værdien af dem, som er afgørende.
”Det kan være nemt at kende rigtig mange, men svært at finde de forbindelser, der ikke kun er overfladiske. Det kræver tid, og at man tør være åben og faktisk bruge reel tid på andre mennesker,” fortæller hun.
Det er ikke, fordi en reel forbindelse behøver at være et nært venskab. Den kan også ligge i de små tegn på opmærksomhed undervejs. Men de overfladiske relationer afslører sig ofte ved, at kontakten først opstår, når den anden mangler noget.
”Man kan næsten mærke de overfladiske relationer, fordi de skriver til én, når de vil noget. En rigtig forbindelse kan også bare være, at man en gang imellem liker eller kommenterer på noget, den anden har delt, i stedet for kun at skrive: Jeg har brug for noget – vil du gøre det her for mig?” fortæller hun.
Jasmine går ikke ind i en samtale med spørgsmålet om, hvad hun kan få ud af den. Hun er oprigtigt interesseret i, hvad den anden ved, og om hun selv kan give noget tilbage.
Hendes tilgang har med tiden skabt et netværk, der strækker sig på tværs af lande, arbejdspladser og forskellige perioder af hendes liv. Tidligere chefer bliver nye chefer. Gamle kolleger bliver venner, sparringspartnere eller ansatte hos nogen, Jasmine har introduceret dem til. Det er på en måde blevet hendes eget lille økosystem.
Fra netværk til fællesskab
For nylig hjalp hun et bestyrelsesmedlem, der ledte efter en marketingprofil. Jasmine sendte ham navnene på to kvinder, hun mente kunne være relevante. Den ene havde hun arbejdet tæt sammen med i sit første job i Danmark. Hun endte med at få stillingen.
”Jeg elsker at være den der connector. Det er fantastisk, når man kan forbinde forskellige mennesker,” siger hun.
Jasmines lyst til at forbinde mennesker stopper ikke ved hendes egen omgangskreds.
I København er hun med til at drive Women of SaaS, et fællesskab for kvinder i softwarebranchen. Initiativet begyndte, da hun i sin jobsøgende sommer kom i kontakt med kvinden bag det internationale netværk og spurgte, hvorfor der ikke fandtes en afdeling i København.
Det kom der så. Ambitionen var i begyndelsen at afholde ét arrangement i kvartalet. I praksis blev interessen langt større. Virksomheder tilbød at lægge lokaler til, billetterne blev revet væk, og ventelisterne voksede. Ofte står 30 til 50 kvinder uden plads, og til arrangementerne møder op mod 90 procent af dem, der har fået en billet, faktisk op.
Det overrasker ikke Jasmine, at interessen er der. Men det er også vigtigt for hende, at Women of SaaS ikke bliver endnu et professionelt netværk, hvor deltagerne udveksler visitkort og derefter først kontakter hinanden, når de mangler et job. Det skal være et fællesskab, hvor hjælpen bliver mindre formel, og hvor man faktisk tør bruge hinanden.
”Jeg ved, at jeg kan ringe til nogle af de her mennesker og spørge, om de vil hjælpe med noget. Når det er et reelt fællesskab, føles det ikke på samme måde, som om man beder om en tjeneste, fordi man ved, at den anden gerne vil stille op,” siger hun.
En kvinde, der arrangerer et event i Malmø, skrev for nylig og bad Jasmine dele invitationen i hendes svenske netværk, fordi hun ved, at Jasmine har boet i Sverige. Det kræver ikke store handlinger at pleje sit netværk. Det afgørende er, at man hjælper, fordi man har lyst til at bakke hinanden op. Det er sådan, relationerne fungerer allerbedst.
Mennesker er vejen ind
En del af Jasmines arbejde med professionelle fællesskaber handler også om at hjælpe med at få en fod indenfor. For virkeligheden på det danske jobmarked er, at mange jobstillinger aldrig bliver slået op. De bliver besat, fordi nogen kender nogen, der kender nogen.
Det gælder langt fra kun i SaaS-branchen, men i et forholdsvis lille københavnsk miljø bliver de uformelle forbindelser hurtigt afgørende. Det kan skabe muligheder for dem, der allerede befinder sig på indersiden. For andre bliver det en lukket dør.
Jasmine bliver jævnligt kontaktet af internationale kvinder, der er flyttet til Danmark og har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Hun kan ikke drikke kaffe med dem alle. Nogle gange må hun sige nej eller vende tilbage flere måneder senere. Men hun forsøger at hjælpe, hvor hun kan. Måske ved at kigge på et CV, dele et navn eller pege dem i en retning, hvor de kan møde andre.
Hun vil i det hele taget gerne se flere kvinder i branchen, fordi forskellige erfaringer ændrer de spørgsmål, der bliver stillet, og de løsninger, der bliver valgt.
”Det handler ikke kun om flere kvinder, men om mere diversitet generelt. Det bygger bedre virksomheder, bedre produkter og bedre teams, fordi man får forskellige perspektiver på tingene,” forklarer hun.
Hun er selv et eksempel. Da Jasmine begyndte som Marketing Director i Impero (en dansk SaaS-virksomhed, der specialiserer sig i risikostyring, interne kontroller og finansiel compliance), trådte hun ind i en teknisk branche, hun ikke kendte i detaljer. Her gik hun direkte til kunderne.
”Jeg tror, den måde, jeg finder interesse for noget på, er gennem mennesker. Jeg rakte ud til vores kunder og spurgte, om jeg måtte invitere dem på kaffe eller et glas vin, og så stillede jeg en masse spørgsmål til, hvordan de arbejdede med vores værktøj.”
Ikke alle døre skal stå åbne
Jasmines nysgerrighed og åbenhed betyder ikke, at alle skal have en plads i hendes økosystem.
Hun har tidligere arbejdet for en chef, hvor konflikterne ikke længere var produktive. Samarbejdet påvirkede hende så meget, at hun til sidst forlod jobbet. Siden har hun ikke haft kontakt med personen.
Det var ikke let. Jasmine beskriver sig selv som diplomatisk og til tider konfliktsky. Som yngre havde hun svært ved at sige det, hvis hun havde udfordringer i et samarbejde.
”Jeg tror, jeg var for ung til at sige fra eller finde ud af, hvordan jeg skulle kommunikere, at den her måde at arbejde på ikke fungerede for mig. Konflikter må gerne være ubehagelige, hvis de er produktive, men den her var slet ikke produktiv. Jeg fik det bare virkelig dårligt,” fortæller hun.
Hun tror på at give mennesker en ny chance. Men hun tror ikke længere, at alle forbindelser skal bevares for enhver pris, og derfor skal nogle døre lukkes.
”De fleste mennesker og relationer giver mig energi. Næsten altid. Men jeg har også nogle grænser, og det betyder nogle gange, at man må afslutte en relation.”
Da interviewet nærmer sig sin afslutning, tilbyder Jasmine at introducere os til andre i sit netværk. Det er noget, hun ofte gør.
”Jeg har kontakter i Australien og USA, som bare er mennesker, jeg har skrevet til og spurgt, om de ville tage en onlinekaffe, fordi jeg syntes, de havde en interessant profil. Man kan godt bare række ud.”
Det kan lyde enkelt. Det er det måske også. Alligevel lader mange være. Måske fordi de er bange for at virke påtrængende eller at få et nej. Men for Jasmine er det ikke så kompliceret.
”Det værste, der kan ske, er, at de ikke svarer,” siger hun.
