Menu
Close
Location
Azide ApS
Vandkunsten 10
1467 København
CVR: 44955393
phone
+ 45 29 80 15 05
Email
Copyright © 2026. All rights reserved.
Af: Nusha Riis Hassani / Foto: Christine Olsgaard
Selvom arenaen i Gigantium er tom, er det ikke svært at forestille sig stemningen, når Aalborg Håndbold spiller på hjemmebane. Her kan være op til 5.500 fans, og der er fyldt ved hver eneste kamp, fortæller Jan Larsen. Faktisk er alle klubbens sæsonkort udsolgte, og flere hundrede står på venteliste for at få fingrene i adgangen.
Jan viser os rundt i den store hal. Spiseområdet, hvor der serveres øl, pølser og salater, fordi fansene har efterspurgt sundere muligheder. Merchandisebutikken med trøjer og kasketter i røde og hvide farver til dem, der vil have en bid af klubben med hjem.
Midt i hallen står tre store bogstaver i træ: AAH. De er overtegnede med personlige hilsner og lykønskninger til spillerne og klubben. Inspirationen til de tre bogstaver kommer fra EM i Hamborg i 2024, fortæller Jan og tilføjer:
”Hvorfor bruge energi på at finde på noget fedt, hvis andre allerede har haft en god idé?”
Mens vi går rundt, skinner Jans begejstring for at dele ud om sin store passion igennem i hans ord og kropssprog, og det er tydeligt, at han er på hjemmebane.
Vi får også en tour af omklædningsrummet. Da Jan tager i håndtaget, er Juri Knorr – den tyske landsholdsspiller, der vandt sølv ved OL i 2024 og har spillet for Aalborg Håndbold siden 2025 – på vej ud. Han får et kram af Jan, inden vi bevæger os med ind i rummet, som straks giver en følelse af både hemmelighed og hjemlighed.
Derinde står hollandske Alec Smit og pakker sin træningstaske, mens en anden spiller får massage af klubbens fysioterapeut bagerst i lokalet. Aalborg Håndbold er vokset langt ud over Nordjylland og tiltrækker talenter fra flere europæiske lande.
Med den udvikling, Aalborg Håndbold har været under, følger også et konstant blik udefra. Derfor bliver omklædningsrummet næsten helligt. Vi takker pænt for kigget og følger Jan til et mødelokale ovenpå.
Barndomsbyen banede vejen
Rollen som direktør for Aalborg Håndbold var ifølge Jan selv nærmest skræddersyet til ham. Han er opvokset i Vadum, en lille landsby med godt 2.000 indbyggere ti kilometer nordvest for Aalborg, og her begyndte han sin karriere i den lokale købmandsforretning.
Jans to ældre brødre havde begge arbejdet som flaskedrenge hos købmanden, og jobbet gik siden videre til ham, men blev til meget mere end det.
”Jeg kom i lære i butikken som førstemand og lærte blandt andet, hvad vi skulle sælge de forskellige ting for. Så kom der jo handelsrejsende, som de blev kaldt, i deres flotte, hvide skjorter med slips og fed firmabil. Og jeg tænkte: ’Det skal jeg også.’ Det var et megafedt job.”
Senere arbejdede Jan både med kaffe, børnemad, chokolade og pasta som sælger i dagligvarebranchen. Ved siden af spillede han håndbold på divisionsniveau, og senere blev han træner for Aalborg KFUM og Vadum IF.
Tilbage i 1990’erne lykkes det ham som cheftræner at føre Vadum IF hele vejen op i første division, og den lille nordjyske klub blev pludselig omtalt langt uden for bygrænsen.
”Folk begyndte jo at snakke, fordi den lille klub oppe i Vadum røg helt op at spille i håndboldligaen. Det var helt sensationelt, at en lille by kunne gøre det,” fortæller han.
Landsbyen tæt på Limfjorden har haft afgørende betydning for Jans arbejdsliv. Da snakken om en fusion mellem Vadum IF og Aalborg KFUM begyndte omkring årtusindeskiftet, vidste Jan med det samme, at han ville være en del af projektet.
”Det job, det skulle jeg bare have. Det var skræddersyet til mig. Og heldigvis var der også andre, der tænkte det,” fortæller han.
Sådan blev det, at Eigild Bødker Christensen (en af hovedejerne af klubben, red.) ringede til Jan og spurgte, om han kunne tænke sig at stå i spidsen for den fusion.
’Det kan du kraftedeme tro, jeg vil’ blev svaret.
Begyndelsen på noget stort
I første omgang var håndboldklubben en del af AaB og fodboldklubben, men efter nogle år med økonomiske problemer blev håndbolden skilt fra igen.
Det var startskuddet til en ny begyndelse. Den 1. januar 2011 stifter Jan Larsen og Eigild Bødker Christensen klubben Aalborg Håndbold. Visionen var at bygge en klub, som både Jan selv, familien, Nordjylland og senere resten af Danmark kunne være stolte af – og som havde økonomien i orden.
”Vi havde jo erfaringen fra samarbejdet med AaB. Så vi kiggede hinanden i øjnene og blev enige om, at hvis vi skulle lykkes med det her, så skulle det være troværdigt. Ikke noget med at bruge flere penge, end vi havde,” fortæller Jan.
Den filosofi er stadig grundlæggende for klubben i dag, som har rundet 450 partnerskaber.
”Engang ville jeg bestemme det hele”
Jan taler flere gange om troværdighed og om at bygge noget langsomt. Om ikke at lade ambitionerne løbe hurtigere end fundamentet.
”Vi har bygget den her klub sten på sten. Og nu sidder vi altså med et slot.”
Langs den ene side af håndboldhallen hænger et stort banner med de årstal, hvor Aalborg Håndbold er blevet danske mestre. Efter sejren tidligere i år kan de nu også tilføje ’2026’ til rækken.
Ambitionen har siden begyndelsen været at blive verdens bedste håndboldklub. Når Jan taler om klubbens succes, tilskriver han en lige så stor del af den til organisationen bag holdet som til spillerne på banen.
”Engang troede jeg, at klubben ville gå i stå, hvis jeg ikke var her. Men jeg har fundet ud af, at du ikke bliver verdens bedste alene.”
Førhen ville han selv bestemme, hvordan servietterne stod på bordene. I dag har han erkendt, at det er der andre, der er bedre til. Han ser det som et tegn på succes, når medarbejderne tager beslutninger uden ham. Og det er måske netop dér, noget af den største forandring hos Jan selv ligger.
Et liv uden for hallen
Jans arbejdsuge sniger sig ofte op på 60-70 timer, og nogle dage slutter langt efter midnat, hvis der har været kamp.
Han beskriver sig selv som en gammeldags ledertype, der tror på hårdt arbejde, lange dage og at knokle sig frem. Men i de senere år har han ændret sit syn på, hvordan man skal arbejde. Så nu opfordrer han sine medarbejdere til at træne i arbejdstiden, hente børn tidligt og tage ansvar selv.
”Hvis folk har det godt derhjemme, så præsterer de også bedre,” siger direktøren.
Sidste år fyldte Jan 60, og snart melder sjette barnebarn sin ankomst. Han fortæller, at folk på kontoret nærmest ikke kunne forstå det, første gang han gik tidligere for at hente et af børnebørnene.
“Jeg har aldrig holdt fri en dag, før jeg fik børnebørn. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad de børnebørn går ved én,” siger han og griner.
Han mærker skiftet følelsesmæssigt. Hvor han tidligere var mere hård og kontrolleret, oplever Jan i dag, at følelserne sidder længere ude på tøjet.
”Nogle gange skal jeg tage mig sammen for ikke at få tårer i øjnene.”
Tanken om at give slip
Måske hænger forandringen i Jans syn på arbejdet og klubben også sammen med, at han er begyndt at tænke mere over, hvad der skal ske på længere sigt. Aalborg Håndbold må ikke være afhængig af én person alene.
”Nu har jeg været med alle årene, men jeg plejer at sige, at skulle det ske en dag, at jeg får en tagsten i hovedet, så skal vi jo kunne spille håndbold ugen efter igen,” fortæller han.
Det er sagt med et smil, men alvoren ligger lige under overfladen. For selvom Jan stadig er ansigtet på Aalborg Håndbold udadtil, forsøger han i stigende grad at bygge en organisation, der kan eksistere uden ham.
”Den tid, den kommer, og det ved jeg også godt. Jeg har sagt til dem, der er tæt på mig, at de skal prikke mig på skulderen og sige: nu er tiden kommet. Jeg vil ikke blive siddende længere, end hvad godt er.”
Forbindelsen til Aalborg og de mange fans i lokalområdet fylder meget hos Jan.
”Jeg er stolt af at være en del af Aalborg. Jeg elsker byen og synes, at den har alt. Det er en lille by, men den er jo relativt stor i Danmark, og går du igennem gågaden, møder du som regel altid en, du kender. Og så er det jo en by med stor opbakning til det, vi laver med sporten.”
Han stopper kort op, inden han fortsætter.
”Min ultimative drøm er at kunne sætte vores klub på verdenskortet og gøre hele Aalborg og Nordjylland stolte.”
Det er netop dét, der har drevet Jan Larsen gennem 26 år i klubben. Ikke bare ambitionen om at vinde mange håndboldkampe, men ønsket om at bygge noget, andre mennesker føler sig forbundet til og er stolte af.
”Men når det er sagt, så gør bare tanken om at skulle forlade klubben ondt i maven, og jeg håber bestemt ikke, at den tid kommer snart.”
